Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Økologi og måltidskultur

Sølvmærke i økologi

En varieret og sund madplan er omdrejningspunktet for vores egen-produktion. Madplanen følger et bestemt rul med en suppedag, en fiskedag, en rugbrødsdag og et par kød-dage.

Vores økologiprocent er på mellem 60-90% og vi har derfor sølvmærke i økologi.

Der er mulighed for mange måltider i løbet af dagen. For de børn, der møder tidligst er der morgenmad – havregryn eller havregrød. Om formiddagen er der boller, frugt, yogurt og lign. Til frokost får vi altid varm mad – undtagen fredag, hvor vi får rugbrød med lidt lunt til. Om eftermiddagen spiser vi igen et mellemmåltid, og for de børn, som er i Tophøj til sent, spiser vi af og til rester fra dagens måltider.

Mad-mod og det hyggelige måltid

Måltidskulturen er et afgørende element i forhold til vores madordning. Det handler nemlig ikke kun om at fylde brændstof på børnenes kroppe, men om børnenes forståelse af mad og måltider. Vi ønsker at skærpe børnenes nysgerrighed overfor nye smagsoplevelser og om hvor maden kommer fra. Vi  ønsker at arbejde med børnenes viden om og forståelse af hvad sund kost gør ved kroppen, så vi understøtter udviklingen af sunde madvaner, som de kan tage med sig fremover. Vi har stor tålmodighed med de kræsne børn, og vi respekterer at det tager lang tid at vænne sig til nyt mad. For mange børn kan det tage op til et halvt år at vænne sig til nye madvarer.

Vi prioriterer at spise i mindre grupper for at skabe en rolig stemning omkring måltidet. I perioder har vi gumletid, som er 3-4 minutter i starten af måltidet med helt ro. Dette gør at nogle børn kan koncentrere sig om at komme godt i gang med måltidet.