Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogisk læreplan

Tophøjs pædagogiske læreplan

Her følger et udsnit af Tophøjs pædagogiske læreplan:

Om Tophøj

Vi er en integreret institution beliggende i Visse lidt udenfor Aalborg. Vi har en vuggestue-gruppe, Kastanjen, på 12 børn og en børnehavegruppe på 28 børn - fordelt på to stuer, Solstrålen og Regnbuen. Tophøjs personalegruppe er meget sammentømret og fagligt dygtige. Der er stor stabilitet i personalegruppen, og generelt et rigtig godt arbejdsmiljø med stor omsorg for hinanden, hvilket også smitter af på børnenes læringsmiljø. Vi trækker alle i samme pædagogiske retning, og der er en god tone og stemning i Tophøj.

Inde-og udemiljøer

Vi er en institution som bruger vores uderum meget hele året. Vi har en stor legeplads med kuperet terræn og vores egen skov. Vi har en bålplads, som vi ofte bruger til hygge og til madlavning. Indenfor er vi en klassisk institution med tre stuer, et stort fælles alrum, et fedt puderum i kælderen og flere andre gode legesteder (elefantrummet, lego-rummet og det lille puderum). Vi arbejder bevidst og strategisk med at fordele børn rundt i hele institutioner for at skabe mange små læringsmiljøer.
Både indenfor og udenfor bærer Tophøj præg af at rumme børns mange facetter og behov. Legepladsen er fyldt med gamle dæk, store stubbe og visne juletræer – alle elementer, som børnene er vilde med at skubbe rundt med, løfte på, bygge huler af osv. Indenfor er udtrykket præget af, at vi er en genbrugs-institution. Vi elsker at modtage aflagt legetøj, som kan få ny værdi hos os. Vi får ofte besøg af gamle Tophøj-børn, som nu er færdige med at lege med dukker, biler osv., og som gerne vil donere legetøjet til Tophøj. Dette har værdi for både giver og modtager.

Orden og visualisering

At være klunser-institution betyder også, at vi indimellem må arbejde med at sortere i vores legetøj. Tophøj kan i perioder fremstå lidt rodet, og vi er opmærksomme på dette arbejdspunkt. Vi tror faktisk på, at det har værdi for børnenes leg, at der er en vis form for orden i legetøjet.
Vi arbejder med visualisering for at skabe forudsigelighed for børnene. Dette gør vi for at skabe de bedste rammer for børnenes øve-baner og følelsen af mestring. Tre gange dagligt, når vi er samlet til måltider, arbejder vi med en tavle, som giver børnene et overblik over, hvem der er i børnehave, samt hvad der skal ske i de kommende timer.

Madordning

Tophøj har madordning til alle børn. Køkken-Lene laver alt mad fra bunden, og vi har sølv-mærke i økologi, hvilket vil sige, at 60-90% af vores mad er økologisk. Når forældre og børn træder ind i Tophøj om morgenen, dufter der altid af nybagte boller, hvidløg, karry eller andet, som indbyder til snakke om dagens måltider og til en sludder på børne-reposet i køkkenet.

ICDP

Pædagogisk arbejder vi med ICDP (International Child Development Programme), og fokuserer på at se på barnets intentioner og følelser i stedet for deres handlinger. Vi arbejder anerkendende, og er et hus med masser af varme og humor i børnehøjde. Vores arbejde med humor i børnehøjde er ikke kun for den gode stemnings skyld. At arbejde med humoren, er også en vej ind i at lære børnene at tage let på nogle ting – at sige pyt, når nogen støder ind i én, at kunne grine af sig selv og sine fejl og komme videre derfra.
Vi arbejder mest muligt med børnene i små grupper for at understøtte de enkelte børns behov. Grupperne er dynamiske, og ændrer sig efter børnenes behov og relationer. Som voksne trives vi med at arbejde selvstændigt med børnene. Dette giver os det allerbedste afsæt for færrest forstyrrelser og mest mulig fordybelse.

Forældresamarbejde 

Tophøj har fokus på forældreinddragelse - både i dagligdagen via overleveringer og fortællinger om børnenes hverdag, til forældresamtaler og forældremøder. Forældrenes stemme er en altafgørende faktor for barnets trivsel og udvikling i daginstitutionen. Tophøj har en skøn og engageret forældregruppe, som gør en stor indsats for os. Det kan være alt fra at feje legepladsen til at arrangere sommerfest. Der er en dejlig stemning om eftermiddagen, når forældrene henter deres børn, og mange bliver hængende og snakker om løst og fast.

Krav til pædagogisk læreplan

Der er krav i dagtilbudsloven om, at alle institutioner skal udarbejde en skriftlig pædagogisk læreplan. Den pædagogiske læreplan udgør rammen for alle børns læring.

Den pædagogiske læreplan indeholder:

  • det fælles pædagogiske grundlag
  • beskrivelse af seks læreplanstemaer
  • pædagogisk mål for sammenhængen mellem læringsmiljøet og børns læring

Den pædagogiske læreplanen skal evalueres mindst hvert 2. år. Både den pædagogisk læreplan og evalueringen skal være offentlig tilgængelig. Hvis du er forælder i institutionen, kan du finde vores pædagogiske læreplan i fuld længde på Aula. Har du ikke adgang til institutionens Aula, kan du henvende dig til den pædagogiske leder og få den tilsendt.